Trods krise: United får meget begrænset transfervindue
Manchester United ville nok ønske, at man kunne handle ind frit denne vinter – men det bliver svært.
Det kører langt fra som smurt i Manchester United.
En trænerfyring og en aktuel 14. plads i Premier League er resultatet af et sløjt efterår i den engelske storklub.
Derfor ville det også være oplagt, hvis klubbens nye manager, Ruben Amorim, kunne bruge det kommende transfervindue på at forstærke og forme truppen efter eget ønske.
Det får han dog imidlertid ikke særlig god mulighed for.
Ifølge mediet Manchester Evening News har Manchester United nemlig ikke luft i budgettet til at handle ind.
Det skyldes ikke mindst, at man brugte over 200 millioner pund på transfers i sommer.
Derfor bliver klubben nødt til at holde sig indenfor reglerne om profit og bæredygtighed i Premier League.
Samme melding giver United-manageren selv på et pressemøde.
– Den mulighed har vi ikke i januar. I kender situationen bedre, end jeg gør. Det er ikke sådan, at jeg bare kan gå ud og bruge en masse penge og ændre hele holdet.
– I kender situationen, så der er ingen grund til at tale om det, siger Ruben Amorim.
Den eneste mulighed er, at Manchester United får solgt spillere, hvilket i så fald give portugiseren et råderum til at hente en forstærkning eller to.
Manchester United spiller næste gang søndag den 5. januar mod Liverpool.