Medie: Serie A-dansker ikke til salg trods stor interesse
Morten Frendrup har angiveligt fået besked på, at han ikke skal nogen steder denne vinter.
Juventus, Atalanta, Liverpool og ikke mindst AC Milan.
Det er bare nogle af de klubber, som angiveligt har fulgt Morten Frendrups gøren og laden i Genoa nøje.
Derfor er der også de seneste måneder blevet skrevet en hel del om, at han meget vel kunne blive solgt denne vinter.
Sådan kommer det dog ikke til at gå.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro transferjournalisten Gianluca Di Marzio.
Han skriver nemlig på sin hjemmeside, at Genoa har informeret den danske midtbanesliders agent om, at han ikke bliver solgt denne vinter.
Frendrup menes at få meldingen overbragt snarest muligt selv.
Beslutningen om ikke at ville sælge ham menes dog i første omgang kun at gøre sig gældende for vinterens transfervindue.
Genoa har en plan om at give den 23-årige dansker en endnu mere central rolle på holdet i den anden halvdel af sæsonen.
Det til trods for, at han i forvejen er fast mand og spiller samtlige minutter næsten hver gang.
Morten Frendrup blev hentet til Genoa fra Brøndby i begyndelsen af 2022.
Hans nuværende aftale står til at løbe ud i sommeren 2028.