Medie: Liverpool lurer på stopper hos PL-konkurrent
Ifølge The Sun er der optræk til et skifte for Marc Guehi.
Marc Guehi har udviklet sig til en vaskeægte forsvarsprofil i Crystal Palace.
Den 24-årige midtstoppers præstationer skulle ikke være gået ubemærket hen i Liverpool, der angiveligt har et godt øje til ham.
Det skriver The Sun.
Liverpools interesse afhænger dog af, om man kan få ham til “den rette pris”.
Hvordan det harmonerer med beretningerne om, at Crystal Palace ser frem til at få en stor transfersum ud af handlen, må stå hen i det uvisse.
Tiden arbejder dog imod Crystal Palace, da Marc Guehi til sommer blot har et enkelt år tilbage af sin aftale.
En eventuel handel kan dog også komme til at indeholde 19-årige Ben Doak, der lige nu er lejet ud fra Liverpool til Middlesbrough. Crystal Palace er nemlig interesseret i den unge skotte.
Som prikken over i’et skriver The Sun også, at Liverpool er Marc Guehis drømmedestination.
Selv er han indstillet på at skifte enten nu eller til sommer.
Marc Guehi kom til Crystal Palace fra Chelsea i 2021 og har i denne sæson været fast inventar i startelleveren i samtlige Premier League-kampe – med undtagelse af søndagens 2-1-sejr over Southampton.