Wow: Everton-ejede Maupay glæder sig over Everton-krise
Neal Maupay er stadig ejet af Everton, men han kommer næppe nogensinde til at spille for klubben igen.
Neal Maupay er i gang med at smække godt og grundigt med døren på Goodison.
Den 28-årige franskmand har været ejet af Liverpool-klubben siden sit skifte fra Brighton i august 2022, og han vil principielt være ejet af Everton til sommeren 2027.
Maupay har aldrig været specielt populær i den blå del af Liverpool, og hans kommentar på X søndag aften – ovenpå Evertons 0-2-nederlag til Nottingham Forest – styrker bestemt ikke hans popularitet.
– Hver gang jeg har en dårlig dag, tjekker jeg bare Evertons resultat og smiler, lød det fra Maupay i det, der er hans første opslag på X siden 3. november.
Der er ikke den store tvivl om, at Maupay aldrig kommer til at spille så meget som et minut for Everton igen, men kommentarer søndag slog det formentlig fast med syvtommersøm.
Neal Maupay var i hele sidste sæson udlejet til Brentford, og i denne sæson er han udlejet til franske Marseille, som til sommer har købspligt – og altså ikke en købsoption – på offensivspilleren.
Neal Maupay nåede i alt 32 kampe og ét mål for Everton.