Skadeskrise: Spurs kan møde bundprop uden midtstoppere
Det er ikke nemt at være Ange Postecoglou med de mange skader i øjeblikket.
Tottenhams bagerste geledder er slidt op.
Premier Leagues benhårde juleprogram har tæret på et i forvejen skadesplaget mandskab.
Til kampen mod Wolves kan Tottenham risikere at skulle stille med en hel trup uden midterforsvarsspillere.
Micky Van de Ven, Cristian Romero og Ben Davies sad alle ude, da Tottenham torsdag tabte til Nottingham Forest, men ved denne lejlighed måtte Radu Dragusin, den sidste klarmeldte stopper i truppen, udgå med en skade.
– Det er for tidligt at sige noget, men han vred rundt på sin ankel i kampen mod Nottingham Forest, sagde Postecoglou fredag på et pressemøde.
Dermed er der en overhængende fare for, at klubben fra Nordlondon skal tage imod søndagens gæster fra Wolves uden at have en eneste centerback med.
Ondt blev sågar værre for The Spurs, da Djed Spence blev udvist i overtiden og derfor heller ikke kan hjælpe til i defensiven.
Det efterlader Tottenham med blot tre forsvarsspillere, hvis man tager udgangspunkt i torsdagens trup: Sergio Reguilon, Pedro Porro og Destiny Udogie.
Ved den lejlighed ‘løste’ man det med Archie Gray og Yves Bissouma, og kampen mod Wolves kalder altså også på alternative løsninger.
– Hør, vi er et svært sted, og det har vi været i lidt tid. Forhåbentlig opstår, der ikke flere problemer, sagde Postecoglou på et pressemøde fredag.
Tottenham skal forsøge at vende den synkende skude og en stime på fire nederlag i de seneste fem opgør, der har efterladt klubben som Premier Leagues nummer 12.