Medie: Real i pengeproblemer – kigger på PL-stoppere
En skadeskrise har indfundet sig i Real Madrids forsvar. Derfor kigger man efter forstærkninger.
Real Madrid har problemer i defensiven.
Både David Alaba og Eder Militao døjer med skader. Det betød, at Aurelien Tchouameni måtte træde til som midtstopper, da Real spillede sidst.
Men nu har ‘Los Blancos’ angiveligt rettet blikket mod Premier League – nærmere bestemt Tottenham.
Det spanske medie Relevo beskriver således, at Real er interesseret i at hente Micky van de Ven. Dog er der et problem med denne handel.
Ideelt ønsker den spanske gigant nemlig at forstærke defensiven allerede i januars transfervindue, men her vil en handel for den hollandske hurtigløber blive for dyr.
Mediet beskriver ikke nogen bestemt pris for den 23-årige midtstopper, men konstaterer blot, at han i udgangspunktet bliver for dyr til at hente i januar.
Ifølge Relevo er Ancelottis mandskab ligeledes interesseret i at hente Manchester Citys Josko Gvardiol, men også han bliver for dyr – medmindre City rammes af økonomiske sanktioner, der tvinger dem til salg.
Dermed er Madrid-klubben havnet i lidt af en hovedpine, da klubbens mest eftertragtede transfermål overskrider budgettet.
Ifølge Relevo holder den spanske klub dog stadig skarpt øje med mulige handler, og det afvises heller ikke, at Real vender tilbage til nogle af de oprindelige transfermål.
Real ligger, skaderne i defensiven til trods, nummer to i den spanske LaLiga, hvor man blot har et point op til bysbørnene fra Atletico Madrid.