Medie: Mavesponsor på plads i Chelsea inden sæsonafslutning
Londonklubben har i denne sæson spillet uden sponsor på maven af deres trøjer.
Et sjældent syn i moderne fodbold.
The Blues har ikke haft nogen sponsor på maven i denne sæson.
Nu skriver The Athletic, at tiden med sponsorløse maver snart kan være forbi for klubben, der muligvis har været snedige med sponsorstrategien.
I hvert fald har klubben indledt sæsonen uden sponsor, da ingen ville betale det, som klubben bad om.
Derfor valgte man at indlede sæsonen uden sponsor på fronten af trøjen, hvilket i moderne fodbold betyder, at trøjerne ser en anelse tomme ud.
Det kan dog meget vel vise sig at have været en smart løsning, da det sportslige produkt, som klubben har leveret i indeværende sæson, har været markant bedre end de seneste sæsoner.
Drømmen om en stor pose sponsorpenge kan derfor være mere realistisk for den blå London-klub, der angiveligt er på jagt efter en aftale, der er 60 millioner pund om året værd.
Den slags penge er dog Champions League-penge, og derfor har det været svært indtil nu at få fat i, men med en mere realistisk mulighed for at spille Champions League i næste sæson kan det være lettere.
The Athletic skriver, at processen nærmer sig sin afslutning, og at Chelsea vil have en trøjesponsor inden sæsonen slutter.