Amorim indrømmer pres: Mit job er også i fare
Manchester Uniteds manager har haft en svær start i England.
Den 39-årige Ruben Amorim blev ansat som Manchester United-træner den 1. november.
Alligevel er portugiseren klar over, at der allerede er fokus på, om han er den rette mand til at stå i spidsen for The Devils.
Det fortalte han til Sky Sports efter nederlaget mod Wolves.
– Som træner i Manchester United kan man aldrig være tryg. Og jeg kender godt branchen, som jeg er i. Hvis vi ikke vinder, så er mit job i fare.
– men jeg kan godt lide det, for det er vores job. Jeg forstår godt spørgsmålet. Du kan jo sige, at jeg har været her en måned, men vi vinder ikke. Det er realiteten, og det har jeg det komfortabelt med, siger Amorim.
I samme ombæring opfordrer portugiseren til at have tiltro til projektet.
– Det kræver tid. Jeg har sagt det før til holdet, at det bliver hårdt, og vi er langt fra målet, sådan er det. Vi vil fortsætte med arbejdet og fokusere på den næste kamp.
United har vundet en ud af de seneste fem kampe i Premier League.
Amorims tropper skal i aktion den 30. december, hvor de møder ligaens nummer fem, Newcastle.