Smidt på porten af De Gea: Gribben smutter til januar
Oliver Christensen søger grønnere græsgange.
Arrivederci, Firenze!
Oliver Christensen, der også er kendt som ‘Gribben fra Kerteminde’, har aldrig rigtigt basket med vingerne i Fiorentina.
Det blev da heller ikke lettere, da Serie A-klubben pludselig erhvervede sig David de Gea på en fri transfer i sommer.
Således er der nu ikke plads til den danske målmand i ‘keeperfolden’ hos Fiorentina – i hvert fald gider han ikke stå model til det længere.
Ifølge transferjournalisten Florian Plettenberg er Gribben dermed klar til at flyve fra Firenze, når januar vinduet åbner.
Flere Bundesliga-klubber meldes interesserede, imens der også skulle være bejlere fra andre prominente ligaer.
Den nu 25-årige målmand ønsker at blive førstevalg i sin næste klub, og angiveligt er en låneaftale med en købsoption på tale.
Oliver Christensen skiftede fra Hertha Berlin tilbage i sommeren 2023 til Fiorentina, men siden er det blot blevet til ti optrædener for den italienske klub.
Gribbens aftale med Fiorentina løber frem til sommeren 2028.