På vej tilbage fra karantæne for racisme: Udstået sin straf
Ange Postecoglou kommer ikke til at straffe Rodrigo Bentancur yderligere.
Rodrigo Bentancur har senest været i kamp den 10. nocember.
Det skyldes, at den uruguayanske Tottenham-spiller i et interview udtalte sig racistisk overfor sin egen anfører, Son Heung-Min.
Udtalelserne resulterede i en karantæne, som han nu snart har udstået.
Således kan han atter komme i kamp igen torsdag, hvor der vanen tro er dømt Boxing Day.
Og selvom der var tale om racistiske udtalelser mellem to Tottenham-spillere, så får det ikke umiddelbart yderligere konsekvenser for Rodrigo Bentancur.
– Som jeg har sagt før, så begik han en fejl, tog sin straf og nu er han klar til at hjælpe holdet.
– Det er godt at have ham tilbage. Han har arbejdet hårdt til træning. I forhold til [om han spiller] Boxing Day, så må vi vente og se, men det er helt klart en forstærkning bare at have en ekstra spiller til rådighed, siger Tottenham-manager Ange Postecoglou ifølge The Independent.
Tottenham befinder sig aktuelt i en sløj stime med bare en enkelt sejr i sine seneste fem Premier League-kampe.
Torsdag venter et opgør ude mod Nottingham Forest.
Den kamp fløjtes i gang klokken 16.00.