
Medie: Tidligere Barca-stopper overvejer karrierestop
Som 31-årig overvejer Samuel Umtiti at lægge støvlerne på hylden.

90 minutter.
Det er alt, hvad det kunne blive til for Samuel Umtiti i 2024, da han senest var i aktion i starten af januar.
Her kan den nu 31-årige franskmand meget vel have spillet sin sidste kamp, da en drilsk knæskade kan sætte en stopper for karrieren.
I hvert fald skriver det spanske medie Sport, at man i LOSC Lille har accepteret, at Umtiti aldrig bliver den midtstopper, man havde håbet på, da han kom hjem til Frankrig på en fri transfer i 2023.
Derfor forlyder det også, at Ligue 1-klubben er klar til at ophæve samarbejdet med Umtiti.

Således mener mediet også, at Samuel Umtiti overvejer at indstille karrieren helt.
Det er til trods for, at den nu 31-årige verdensmesters aftale med LOSC Lille løber frem til sommeren.
Siden skiftet hjem til Frankrig har Umtiti blot spillet 13 kampe, da skader har spændt ben for ham.
I løbet af sin karriere har den tidligere Barca-stopper været ramt af 17 forskellige skader, skriver Sport.