Amorim er ligeglad med julen: Jeg vil bare vinde
Ruben Amorim føler sig privilegeret over at få muligheden for at spille på Boxing Day.
Julegaver, julemad og julehygge.
Tre ting, der står højt på listen hos langt de fleste af dem, der fejrer jul hvert år.
Julen er dog ikke helt så vigtig for Manchester Uniteds nye manager, Ruben Amorim.
På et pressemøde blev han nemlig spurgt ind til, hvordan han har det med at skulle spille på Boxing Day og kort før nytår.
Noget, han ikke har været vant til at skulle tidligere i sin trænerkarriere.
– Jeg vil bare vinde, gutter. Jeg er ligeglad med jul og alt muligt andet. Vi bliver nødt til at vinde næste kamp.
– Vi skal nok tilpasse os. Vi er privilegerede, så vi skal spille på Boxing Day og give noget glæde til fansene. Vi vil så gerne vinde, siger han.
Ruben Amorim har ikke ligefrem væltet sig i sejre, siden han kom til Manchester United.
Derfor ligger den engelske storklub forud for Boxing Day på 13. pladsen i Premier League.
Amorim og kompagni gæster Wolves torsdag klokken 18.30.