Mourinho revser spillerne: Afhænger af egen mentalitet
Jose Mourinho var ikke udpræget tilfreds med sine spillere, da Fenerbahce lukkede efterårssæsonen ned med et uafgjort resultat mod Eyupspor.
‘Julen bliver ikke en lykkelig periode for mig personligt.’
Sådan lød den kontante udmelding fra den portugisiske Fenerbahce-manager, Jose Mourinho, da han mødte pressen efter fredagens 1-1-resultat mod Eyupspor.
Mourinho var nemlig langt fra tilfreds med resultatet, og det lod han skinne godt og grundigt igennem. Han lagde samtidig en del af skylden på sine spilleres skuldre.
Overfor pressen kunne Mourinho fortælle, at juletiden ikke bliver lykkelig for ham grundet efterårssæsonens kedelige afslutning.
Samtidig fortalte han også, at han i princippet heller ikke håber på, at den bliver særlig lykkelig for Fenerbahce-spillerne.
– Jeg har et par fridage, men det bliver ikke en lykkelig periode for mig. Hvordan det bliver for spillerne, afhænger af deres egen mentalitet. Men det bliver helt sikkert ikke en lykkelig periode for mig.
– Spillerne er nødt til at give mere. De skal vise en anden form for dedikation. Nogle ting er svære i Tyrkiet, fordi jeg ser ting her, som jeg aldrig har set før i min lange karriere. Vores klub giver spillerne de bedste arbejdsmuligheder, de bedste økonomiske forhold og de bedste sundhedsmæssige forhold. Jeg kender min egen kvalitet og kvaliteten af mit hold. Vi giver altid det bedste til spillerne til træning, og derfor er de også nødt til at give lidt mere, lød det fra Mourinho.
Med fredagens 1-1-resultat indtager Fenerbahce en øjeblikkelig andenplads i den tyrkiske Süper Lig.
Ligaen toppes af Galatasaray, som har fem point ned til Mourinhos tropper. Galatasaray har dog fortsat en kamp i baghånden.