Efter grim stempling i ansigtet: PSG-keeper misser kamp
Gianluigi Donnarumma er ikke blevet klar til kamp endnu.
Gianluigi Donnarumma var ude for en særdeles uheldig episode, da Paris Saint-Germain tidligere på ugen mødte Monaco.
Her blev den italienske stjernemålmand stemplet i ansigtet af Monacos Wilfried Singo, og PSG-keeperen måtte derfor udgå af opgøret med slemme sår på kinden.
Skaden har efterfølgende været så voldsom, at Gianluigi Donnarumma ikke er blevet klar til søndagens kamp mod Lens i den franske pokalturnering.
Det meddeler PSG på klubbens hjemmeside.
Cheftræner Luis Enrique fortalte på et pressemøde forud for kampen mod Lens, at Gianluigi Donnarumma dog er i bedring efter den grimme skade.
– Han har det godt. Han har ikke nogle massive smerter. Han har været heldig med, at hans øje ikke er blevet ramt, siger klubbens spanske cheftræner.
25-årige Gianluigi Donnarumma har spillet i franske PSG siden 2021, hvor han kom til fra AC Milan.