Serie A

Kommentator: Dorgu er klar – men det er et stort spring

Flemming Toft forholder sig til Patrick Dorgus fremtid.

Patrick Dorgu i færd med at blive nedlagt under en kamp for Lecce.
Foto: Giovanni Evangelista/AP/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Patrick Dorgu er på ingen måde et navn, der er gået ubemærket hen blandt de største klubber i Europa.

Med stribevis af flotte præstationer for Lecce, kan tiden meget vel nu være inde til næste skridt i karrieren.

Senest kunne Campo torsdag aften berette, at der lige nu ligger tre aktuelle bud på Patrick Dorgu i Lecce. Det største af dem kommer fra Chelsea.

Men ville det være det rette tidspunkt for et salg – både for Patrick Dorgu og for Lecce?

Det spørgsmål forholder Campos kommentator, Flemming Toft, sig til.

– For Lecce er der rigtig mange penge på spil. Det er en lille klub fra en mindre by i den italienske hæl, der kæmper for overlevelse i Serie A.

– For Patrick Dorgu kan kun fremtiden vise, om det er det rette tidspunkt med et salg nu. Uanset om det bliver Chelsea, Napoli eller en helt tredje, så venter der store udfordringer, der kræver meget mere end fodboldmæssige værdier. Det er et stort spring for en 20-årig knægt – jeg mener, at han er klar, siger han.

Med bejlere som Napoli og Chelsea er det ikke helt ligegyldigt, hvor Dorgu tager hen.

Godt nok er det i begge tilfælde storklubber, men så stopper sammenligningen vist også der.

– Historisk er Napoli en svær klub at komme til, fordi omgivelserne er så krævende. Det gælder både fans og medier. Det er virkelig sort/hvidt. Jesper Lindstrøm havde en hård tid dernede.

– Chelsea kræver også meget, og Premier League er stor. Men de er i fuld vigør i London-klubben, hvor der arbejdes meget med unge spillere. Umiddelbart tror jeg, at deres scouts er topklasse og ved, hvad de vil have.

– Patrick Dorgu skal se på sine muligheder for spilletid og videre udvikling – men pengene vil formentlig komme i første række.

Hvorom alt er, så ser Flemming Toft en stor stjerne i Patrick Dorgu, som han mener tilhører den absolut top hvad angår danske talenter.

– Han er, sammen med Conrad Harder, det danske talent, der har udviklet sig hurtigst og er på storklubbernes to-do-liste.

– Hans potentiale er stort, fordi han udover et stærkt venstreben er alsidig, teknisk, taktisk og mental stærk. Sidstnævnte kan føre ham rigtig langt – mere end “bare det fodboldmæssige”.

Patrick Dorgu er et produkt af FC Nordsjællands ungdomsafdeling, som han forlod tilbage i 2023 til fordel for Lecce.

Ifølge flere italienske medier er han udstyret med et prisskilt på 373 millioner danske kroner.

Han har i alt noteret sig for 51 førsteholdskampe i Lecce.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P