3F Superligaen

Karrierestop afbrudt: Lyngby forlænger

Brian Hamalainen behøver ikke indstille sin karriere – endnu.

Brian Hamalainen i en hovedstødsduel mod Brøndbys Filip Bundgaard.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Egentlig var årsskiftet lig med karrierestop for Brian Hamalainen.

Han må dog vente med at lægge støvlerne på hylden.

Lyngby Boldklub oplyser nemlig på sin hjemmeside torsdag, at man har forlænget hans aftale.

Karrierestoppet venter dog i den nære fremtid, da den nye aftale blot strækker sig frem til sommer.

– Det er ingen hemmelighed, at det for mig var et spørgsmål om kontraktforlængelse eller karrierestop.

– Det er ikke ofte, at man får muligheden for at slutte sin karriere af der, hvor det hele startede, så det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Samtidig får jeg også muligheden for at være med til at gøre projektet færdig til sommer.

– Det ville være en fantastisk afslutning på tingene og prikken over i’et at kunne være med til at Lyngby Boldklub igen er at finde i Superligaen næste sæson, siger Brian Hamalainen til Lyngbys egen hjemmeside.

Den 35-årige back står i denne sæson noteret for 12 kampe for Lyngby.

I alt er han oppe på 188 optrædener for den kongeblå Superliga-klub.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P