Medie: OB henter dansk back i Bodø/Glimt
OB er angiveligt tæt på en stor forstærkning.
Det går kun én vej for OB – og det er direkte mod 3F Superligaen.
Efter sidste sæsons fadæse, hvor fynboerne for første gang i 26 år rykkede ned, buldrer det fynske fodboldflagskib derudaf i NordicBet Ligaen.
Nu tyder det på, at OB kun bliver stærkere, når 2024 går på hæld.
I hvert fald mener Martin Davidsen, der er stifter og redaktør af Stemmer fra Ådalen, at vide, at fynboerne fra 2025 får glæde af Bodø/Glimts danske venstreback Adam Sørensen.
Angiveligt skulle handlen allerede være på plads, hvorfor man efter alt at dømme godt kan begynde at glæde sig i Ådalen.
Den 24-årige dansker skiftede til de norske mestre tilbage i 2023 fra Lyngby, hvor det siden er blevet til 60 optrædener for det norske tophold.
OB kan henover vinteren varme sig på en suveræn førsteplads i NordicBet Ligaen med otte point ned til FC Fredericia på andenpladsen og 14 ned til EfB, som er den nærmeste bejler til en af de to Superliga-billetter.
Transfer-snask:
— Martin Davidsen (@mpbdavidsen) December 19, 2024
OB henter 24-årige Adam Sørensen i Bodø/Glimt. Der er tale om en transfer. Handlen skulle være på plads, efter hvad jeg hører. Han skifter til OB når 2024 bliver til 2025. #obdk #sldk