
Conrad Harder lynede igen: Alt tager tid
Sporting er stadig ved at vænne sig til tilværelsen uden Ruben Amorim.

– Alt tager tid.
Sådan lød det fra Conrad Harder, efter at Sporting havde slidt sig videre i Taca de Portugal med en snæver 2-1-sejr mod Santa Clara.
Alt har nemlig ikke været sus og dus hos de portugisiske mestre, siden Ruben Amorims afgang i november.
– Alt tager tid, og vi er stadig i gang med at tilpasse os den nye træner [Joao Pereira]. Vi behøver ikke ændre alt, men vi tilpasser nogle ting.
Den blonde dansker skulle dog ikke bruge meget tid på at score, da han lynede efter bare to minutter på banen.

– Da jeg kom ind, sagde træneren til mig, at jeg skulle spille mellem linjerne, og det var det, jeg gjorde, og så scorede jeg, fortalte Conrad Harder ifølge Record.
Den 19-årige dansker står noteret for 18 optrædener i Sporting, hvor han har bidraget med syv scoringer og to oplæg.