
Tidligere Bayern-spydspids skifter til New York Red Bulls
Eric-Maxim Choupo-Moting skifter til den amerikanske klub New York Red Bulls.

Bayern, PSG, Schalke og Stoke.
Den camerounske stjerneangriber har efterhånden fået samlet sig en flot portefølje af tidligere arbejdsgivere.
Nu tilføjer han endnu en flot adresse til sit i forvejen prangende CV. Efter en periode uden tilknytning til nogen klub siden sommeren, tager han turen til USA.
Her skal han gå i Thierry Henrys fodspor, når han skal tørne ud for MLS-klubben New York Red Bulls. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Her har han nemlig skrevet under på en to-årig kontrakt med option på endnu et år gældende fra den 1. januar 2025.
Eric-Maxim Choupo-Moting har skrevet under på en kontrakt, der gør, at han er en af klubbens tre spillere, der ikke skal leve op til ligaens lønloft.
Den 35-årige angriber har tilbragt de seneste fire sæsoner hos Bayern München, hvor han har bidraget med 38 scoringer i 122 kampe for den tyske storklub.