DBU forventer ny tilskuerrekord til futsal-brag
Når det danske futsallandshold onsdag aften skal i aktion, bliver der formentlig slået tilskuerrekord.
Der er optræk til en rekord.
Således forventer DBU en Brøndby Hallen fyldt til bristepunktet, når det danske futsallandshold onsdag aften skal i aktion.
Her har hele 4.150 mennesker anskaffet sig en billet til EM-kvalifikationsopgøret mod Albanien.
Det er markant flere end den nuværende rekord, som lyder på mere beskedne 1.322 tilskuere.
Den rekord blev sat i en testkamp mod Tyrkiet i Slagelse tilbage i 2018.
– Det bliver en historisk aften for futsal, hvor vi smadrer den tidligere tilskuerrekord. Det er fantastisk, at vi kan samle så mange mennesker om en futsallandskamp.
– Hele holdet glæder sig til at gå på banen i en propfyldt hal, og vi er klar til at give den hele armen og skabe en futsalfest for de fremmødte, siger landstræner Nikolaj Saabye.
Kampen mellem Danmark og Albanien er Danmarks anden kamp i EM-kvalifikationen. Opgøret fløjtes i gang onsdag klokken 18.00.
Danmark tabte sin første kamp 3-4 til Armenien på udebane i Jerevan.
Danmark er i EM-kvalifikationsgruppe 6 med Armenien, Albanien og Kasakhstan.