Thierry Henry er klar til ny udfordring: Jeg er åben for alt
Den tidligere Arsenal-stjerne er på jagt efter et nyt trænerjob.
Denne sommer var Thierry Henry med til at få det franske hold hele vejen til OL-finalen i hjemlandet.
Men nu skal den franske fodboldlegende finde en ny udfordring.
Ifølge det 47-årige Arsenal-koryfæ er han villig til at lytte til de fleste tilbud, både stort og småt.
– Jeg er åben for alt, men det skal være noget, der giver mening for mig og min familie. Jeg har intet problem med at teste mig selv på klubplan, men det skal bare føles rigtigt, siger Thierry Henry til Sky Sports.
Thierry Henry har tidligere stået i spidsen for Monaco, Montreal Impact og det franske U21-landshold.
Han er derudover også investor i den italienske klub Como, der har Cesc Fabregas som cheftræner.