Arteta forsvarer sin pokalhøst i Arsenal
Mikel Arteta gjorde tirsdag meget ud af at fortælle, hvor mange trofæer, han har vundet med Arsenal.
Det kører ikke helt som forventet i Arsenal.
Klubben fra det nordlige London, der i de seneste sæsoner har været førsteudfordrer til Manchester City i Premier League, har ikke formået at kapitalisere på Citys krise.
Senest blev dette manifesteret, da Arsenal ikke formåede at slå Everton på Emirates. Inden onsdagens Carabao Cup-kamp faldt snakken på forventningerne om trofæer i Arsenal.
Her blev Arsenal-cheftræner, Mikel Arteta, forholdt det faktum, at han ifølge journalisten kun har vundet et enkelt trofæ i sin tid som Arsenal-træner. Et faktum, som den spanske træner straks udfordrede.
– Et trofæ? Altså… Vi har jo vundet Community Shield to gange, så vi har vundet tre trofæer i alt, lød det fra Arteta.
Onsdag aften tørner Arsenal sammen med Crystal Palace i Carabao Cuppen.
Kampen starter klokken 20:30 og kan ses på TV3 Max.