Arsenal vil tilbyde angriber og penge for Serie A-bomber
Arsenal er angiveligt klar på at vinke farvel til en af sine offensive profiler i den større sags tjeneste.
Det halter en anelse i det offensive spil for Arsenal i denne sæson.
Og det har angiveligt fået mandskabet fra det nordlige London til at se sig omkring efter en spiller, der kan prikke bolden i mål.
Her har ‘The Gunners’ angiveligt rettet blikket mod Juventus serbiske skarpretter, Dusan Vlahovic. Og man er ifølge mediet Fichajes klar til at sende en angriber den anden vej.
Ifølge det spanske medie er Arsenal nemlig klar til at sige farvel til Gabriel Jesus, hvis dette kan gøre chancerne for at lande 24-årige Vlahovic større.
Arsenal er angiveligt opsat på at slå en handel af allerede i januar, og selvom Juventus helst vil holde på den serbiske skarpretter, kan et salg godt komme på tale.
‘Den gamle dame’ har nemlig udfordringer med at få Vlahovic til at skrive under på en ny kontrakt i klubben, da han kræver en enormt høj løn. Hans nuværende aftale udløber i 2026.
Vlahovic har scoret syv mål og lavet en enkelt assist i 14 Serie A-kampe for Juventus i indeværende sæson.
Alt imens har Jesus stadig sit første Premier League-mål til gode i denne sæson.
Vlahovic blev hentet til Juventus fra Fiorentina tilbage i 2022. Dengang var Arsenal ligeledes interesseret i ham.
Onsdag spiller Arsenal mod Crystal Palace i Carabao Cuppen. Kampen starter klokken 20:30 og kan ses på TV3 Max.