Atletico-træner storroser supersub-Sørloth
Den tidligere FCM-stjerne Alexander Sørloth blev matchvinder for Atletico Madrid.
Den tidligere FCM-stjerne Alexander Sørloth skiftede i sommerens transfervindue fra Villarreal til Atlético Madrid.
Her har den norske landsholdsstjerne haft perioder uden mål, hvilket har medført en del kritik fra den spanske presse.
Men hjemme mod Getafe blev Sørloth matchvinder, da han kom ind efter pausen og scorede kampens enlige mål.
Det fik Atlético-træner Diego Simeone til at rose den norske angribers evne til at komme ind fra bænken og være kampafgørende.
– Vi ved, hvad vi skal bruge ham (Alexander Sørloth, red.) til. Han kommer ind og gør det, han skal. Han skaber chancer, og han scorede på den måske sværeste chance, han havde.
– Indlægget var ekstraordinært, og hans hovedstød var perfekt, siger Diego Simeone om Sørloths præstation.
Sejren over Getafe sendte Atlético Madrid op på en delt førsteplads med FC Barcelona i LaLiga. Klubben fra Madrid har dog spillet en enkelt kamp færre end catalanerne.
Alexander Sørloth står noteret for 7 mål i 17 ligakampe for Atlético Madrid.