Danish Dynamite: Jens Stage sætter ord på vild målform
Jens Stage har været i målhumør i efteråret.
Jens Stage har haft et formidabelt efterår, hvor den danske midtbanespiller allerede har overgået sig selv.
Seks gange har Stage indtil videre fundet vej til netmaskerne for Werder Bremen i Bundesligaen, og det er nok til at gøre ham til klubbens topscorer i indeværende sæson.
Og så har han også allerede scoret flere mål i denne sæson, end han har gjort over en hel sæson tidligere.
Hovedpersonen har selv svært ved at sætte fingeren på, hvad der står bag den vilde målform.
– Jeg har altid nydt at score mål. Jeg har haft chancerne de sidste sæsoner, hvis man ser tilbage, men jeg havde ikke det rigtige flow eller selvtilliden. Det har jeg fået i denne her sæson, siger Jens Stage i et interview med Viaplay.’
At 28-årige Jens Stage er målfarlig, har han tidligere givet eksempler på i FC København og AGF, hvor han havde en god evne til at deltage i det offensive spil.
– Det har jo altid været en del af mit spil. Jeg kan godt lide at komme ind i de farlige områder, men selvtillid spiller meget ind. Når du har scoret det første mål, er det næste altid nemmere.
– Jeg arbejder på at holde målformen ved lige, men mit hovedmål er at hjælpe holdet. Jeg skal have styr på midtbanen, både fysisk og mentalt.
Du virker meget følelsesladet, når du scorer. Er det den berygtede ‘danish dynamite’, der går gennem dig?
– Puh, det ved jeg ikke. Jeg er en meget følelsespræget person, og jeg har ingen problemer med at udtrykke mine følelser. Jeg er både glad, når jeg selv scorer, men jeg er mindst lige så glad, når en holdkammerat scorer, siger Jens Stage.
Jens Stage og Werder Bremen møder lørdag eftermiddag St. Pauli i Bundesligaen.
Bremen-træner storroser Stage: Altid været farlig