17-årig fik drømmedebut: Det var helt magisk
Frederik Damkjer scorede et flot mål for Viborg hjemme mod Brabrand.
17-årige Frederik Damkjer fik en oplevelse udover det sædvanlige, da han kort før pausen af opgøret mellem Viborg og Brabrand kom på banen til sin debut.
Men han kom ikke kun på banen. Et kvarter inde i anden halvleg fik den unge viborgenser klappet bolden i kassen for første gang til stor jubel på Viborg Stadion.
En oplevelse, han har en smule svært ved at forstå.
– Det er sgu perfekt. Det er sådan noget, man har drøm om. Man kunne bare høre stadion gå amok. Det var helt magisk.
– Det er virkelig stort at få debut for Viborg, for jeg har været her i næsten syv år. Det gør da helt sikkert, at jeg drømmer om mere. Jeg vil herind og spille igen, siger den unge debutant til Viaplay efter kampen.
Inden Damkjer kom på banen var Viborg-anfører Jeppe Grønning forbi det 17-årige for at give et par ord med på vejen.
– Han sagde jeg skulle ind og spille simpelt, så skulle det nok gå. Han hjælper mig altid, siger Frederik Damkjer.
Viborg er med den samlede sejr på 7-1 over Brabrand klar til Oddset Pokalens semifinale. Det er første gang siden 2006/2007-sæson, at Viborg er blandt de sidste fire i Pokalen.
Viborg ‘knuste’ Brabrand: Glad for det var over to kampe