Officielt: FCN skriver lang kontrakt med ung finne
FC Nordsjælland meddeler, at man har skrevet lang kontrakt med en af sine unge talenter.
Tiden i Farum er blevet forlænget.
FC Nordsjælland oplyser onsdag, at man har skrevet en lang kontrakt med den 18-årige finne Juho Lähteenmäki.
Således bliver den talentfulde kantspiller i klubben frem til sommeren 2028.
– Det føles godt at have forlænget min aftale. Det er en rigtig god klub at være i, og jeg kan tydeligt se og mærke, at jeg udvikler mig her, hvor både trænere og spillere er virkelig gode og presser mig frem.
– Niveauet er meget højt, og du skal vise alt, hvad du har, til hver eneste træning, hvis du vil spille i weekenden. Det kan jeg godt lide, og det er med til at udvikle og presse mig som spiller, lyder det fra det unge FCN-talent.
FC Nordsjælland ser tydeligvis et stort lys i Juho Lähteenmäki, som også har været med Superliga-truppen på de seneste tre træningslejre.
Den unge finne er fast mand på klubbens U19-hold, hvor han i denne sæson har bidraget med tre scoringer og ét oplæg.