3F Superligaen

Officielt: AaB henter tidligere Manchester United-talent

AaB har netop offentliggjort, at man har oprustet sig med et stort norsk talent.

Isak Hansen-Aarøen
Foto: Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix
Denne historie udkom først på campo.dk

AaB opruster henover vinteren.

Nordjyderne har netop offentliggjort, at man har hentet Isak Hansen-Aarøen i Werder Bremen.

Den 20-årige nordmand kommer til AaB på en lejeaftale, som løber indtil udgangen af sæsonen – klubben melder ikke noget om nogen købsoption i lejeaftalen.

– Lejeaftalen med Isak Hansen-Aarøen er en forstærkning af vores trup, og vi forventer, at Isak vil kunne bidrage med en skærpet konkurrence fra første dag.

– Isak er en kreativ midtbanespiller med et offensivt mindset. Han er boldsikker, aggressiv og dynamisk samt pasnings- og driblestærk og vil gerne udfordre sin direkte modstander, hvorfor vi mener, at han passer godt ind, lyder det fra AaB’s sportsdirektør, James Gow.

Isak Hansen-Aarøen
Foto: Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix

Isak Hansen-Aarøen var tilknyttet Manchester United i tre og et halvt år, før han i januar blev solgt til Werder Bremen.

Siden er det blevet til tre officielle kampe i Bundesligaen.

For Manchester United nåede den unge nordmand dog aldrig en førsteholdskamp, men til gengæld kan han bryste sig af 84 ungdomskampe for De Røde Djævle.

Isak Hansen-Aarøen træner første gang med AaB den 9. januar.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P