
Harder om Haaland og Højlund: Vil ikke være som dem
Conrad Harder har forholdt sig til sammenligninger med to af sine skandinaviske angrebskolleger.

Skandinavien er efterhånden hjemstavn til nogle af Europas farligste angribere.
Erling Haaland og Viktor Gyökeres banker mål ind på samlebånd, imens Rasmus Højlund også er ved at komme op i omdrejninger.
Og så er der Conrad Harder, der er det nyeste skud på den skandinaviske stjerne-stamme.
Den 19-årige angriber har allerede gjort et fornuftigt indtog i Sporting, hvorfor folk er hurtige til at drage paralleller til de øvrige skandinaviske skarprettere.
– Mit idol var egentlig Cristiano Ronaldo, men så brød Erling Haaland igennem. Han er en virkelig god spiller, og jeg ser hvordan han spiller og prøver at lære af ham.
– Folk sammenligner mig tit med Rasmus Højlund, som også er begyndt at score mål, men jeg vil ikke være en af dem. Jeg vil være mig selv – det er sådan jeg ser på det, lyder det fra Conrad Harder ifølge The Athletic.




Det tidligere FC Nordsjælland-talent står noteret for 16 kampe i Sporting-trøjen, hvor den unge dansker har scoret seks mål og stået for to oplæg.
Conrad Harder skrev i sommer under på en lang aftale med de portugisiske mestre, som løber frem til 2029.