Ekspert om Mensah: En naturlig afsked af de helt store
Kevin Mensah forlader Brøndby IF.
Efter otte års tro tjeneste er det slut.
Når 2024 går på hæld, gør Kevin Mensahs tid i Brøndby IF det samme.
Således skal Vestegnen tage afsked med en rigtig klubmand, hvorfor Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz, også vurderer, at der skal en afsked af de helt store til.
– Jeg håber Kevin Mensah får en afsked af de helt store i deres sidste hjemmekamp mod AGF i denne sæson, indleder Rasmus Würtz og fortsætter:
– Det har han fortjent. Selvom Mensah har været et godt aktiv for Brøndby, top professionel og en af de bedste holdspillere, så er det efter min mening en naturlig afsked nu.
Brøndby IF meldte selv ud, at man inden kampstart mod AGF søndag vil hylde Kevin Mensah og hans tid i klubben.
Skader
Kevin Mensah blev i sommer skadet igen, da han blev ramt af en alvorlig knæskade i en træningskamp mod Sparta Prag, som han senere måtte opereres for.
Det er – desværre – ikke første gang, Brøndby-fighteren er blevet plaget af skader.
– Skader har desværre ødelagt for mange af hans sæsoner og med hans alder taget i betragtning så er det forståeligt at Brøndby nu kigger andre veje.
Da Brøndby IF tirsdag offentliggjorde, at Mensah ville forlade klubben ved udgangen af året fortalte højrebacken selv, at han ville huskes som en fighter.
Det er også sådan, Campos fodboldekspert og Mensahs tidligere modstander Rasmus Würtz husker ham.
– Som spiller vil Mensah blive husket for i den grad at gå forrest. Derfor valgte Brøndby også at gøre ham til anfører, hvilket ikke siger så lidt.
– Paradoksalt nok er det på det fysiske område han har sine største kompetencer – at kunne arbejde med høj intensitet gennem 90 minutter og samtidig er han hurtig.
– Måske det kan bruges et andet sted nu – for kan han holde sig skadesfri vil han stadig gøre en forskel for mange klubber. Ikke bare som spiller, men også som person, fortæller Rasmus Würtz om Kevin Mensah.
Würtz har personligt spillet ni kampe mod den afgående Brøndby-profil.
Kevin Mensah står noteret for 157 optrædener for de blå-gule.
Brøndby IF spiller årets sidste kamp mod AGF søndag klokken 19:00, og du kan se kampen på Viaplay Sports News.