Guardiola understreger: Vil ikke til at tage et klub-job igen
Den spanske træner har talt med store bogstaver overfor Diario AS og fortalt, at det ikke bliver til et nyt klubjob i hans trænerkarriere.
Så er der dårlige nyheder til en masse fans af klubfodbold.
Både til dem, der som neutrale seere nyder at se god fodbold og dem, der håber på at få en af verdens bedste trænere til deres klub.
Den spanske taktiker Pep Guardiola forsikrer nemlig, at han ikke kommer til at tage et trænerjob i en ny klub, når han på et tispunkt tager afsked med Manchester City.
Til det spanske medie Diario AS fortæller han nemlig om sine overvejelser om fremtiden, hvor han lukker helt ned for eventuelle klubjobs, men dog holder en anden mulighed åben.
– Jeg kommer ikke til at forlade Manchester City og tage til et nyt land og gøre det samme som nu. Jeg ville ikke have energien til det. Ideen om at starte noget nyt et andet sted, hele træningsprocessen og så videre… nej, nej, nej!
– Måske på et landshold, men det er anderledes, siger han til Diario AS.
Selvom han holder muligheden åben for et landsholdsjob, så forsikrer han, at når situationen næste gang ændrer sig for ham, så vil det ikke være i kraft af et skifte.
– Der kommer et tidspunkt, hvor jeg føler, at jeg har fået nok, og så vil jeg helt sikkert sige op, siger han til Diario AS.
Spanieren har indtil videre stået i spidsen for Barcelona, Bayern München og Manchester City i sin trænerkarriere, hvor han har vundet adskillige store trofæer. Heriblandt en treble med Barcelona, mesterskaber og pokalturneringer i alle tre lande og flere Champions League-titler.