Dansk klub køber sig ind i akademi i Ghana
2. Divisionsklubben Ishøj IF har indgået partnerskab med anerkendt akademi.
Ghana har en stor fodboldhistorie i at opfostre store talenter til europæisk fodbold.
Nu vil Ishøj IF, der til daglig spiller i 2. Division, have del af den ghanesiske talentmasse.
Klubben har nemlig indgået et partnerskab med True Life Football Academy i det afrikanske fodboldland.
Det bekræfter klubben på Facebook.
– Vi er utroligt stolte over, at vi som dansk klub kan være med til at give unge mennesker en ny og spændende tilværelse som professionelle fodboldspillere,” udtaler Ishøj IF’s sportschef, Murat Kütük.
– Dette samarbejde handler ikke kun om fodbold, men også om at bygge broer mellem kulturer og skabe muligheder for en bedre fremtid for disse unge spillere. Vi ser frem til at være en vigtig del af deres rejse, tilføjer sportschefen.
Ifølge Ishøj IF kan samarbejdet med True Life Football Academy give klubben adgangs til de allerbedste talenter fra Ghana, der fremover kan blive en del af holdets U19- og førsteholdstrup.
Ishøj IF indtager tiendepladsen i den danske 2. Division.