Medie: Barca er gået all in på tysk landsholdsspiller
FC Barcelona har angiveligt sat alle sejl ind på at få fingrene i Jonathan Tah.
En gratis tysk landsholdsspiller – ja tak.
Det virker til at være logikken i FC Barcelona.
I hvert fald har den catalanske storklub ifølge Sky Sports Germany besluttet sig for at gå all in på Jonathan Tah.
Den bomstærke midtstopper står lige nu til at have kontraktudløb i Bayer Leverkusen til sommer.
Noget, som Barca angiveligt føler, at man har en god chance for at slå kapital af.
Barcelonas tyske cheftræner, Hansi Flick, har efter sigende lagt en klar plan for Tah. De to deler i øvrigt samme agent i form af Pini Zahavi.
Ifølge journalisten Carlos Monfort mødtes Barcas sportsdirektør, Deco, med Jonathan Tah og midtstopperens repræsentanter torsdag.
Det er dog ikke kun den spanske storklub, der har planer om at erhverve Jonathan Tah.
Også Bayern München arbejder hårdt på at sikre sig en aftale med ham til sommer.
28-årige Jonathan Tah skiftede i sommeren 2015 fra Hamburger SV til Bayer Leverkusen.