Kaptajn Hjulmand forsvarer træner efter nyt nederlag
Sporting og Morten Hjulmand har tabt holdets seneste tre kampe.
Efter en helt suveræn start i den portugisiske liga, er der kommet grus i maskineriet i Sporting.
Den portugisiske storklub startede sæsonen med 11 sejre på stribe, men de seneste to kampe er det blevet til nederlag mod upåagtede Santa Clara og senest Moreirense.
Siden afskeden med Ruben Amorim, der har overtaget roret i Manchester United, har assistenttræner Tiago Teixeira stået i spidsen for Sporting.
Men klubbens danske anfører, Morten Hjulmand, garanterer, at problemet ikke ligger i den midlertidige træners taktik.
– Der er intet problem. Kampplanen er meget klar og tydelig fra hans (Tiago Teixeira, red.) side. Af og til går hold gennem svære perioder, og nu er det vores tur.
– Jeg synes, vi startede kampen godt, men det er svært mod et hold, der står lavt og venter på, at vi tager kontrol over kampen, siger Morten Hjulmand ifølge portugisiske Record.
Foruden de to nederlag i den hjemlige liga blev det også senest til et smerteligt nederlag på 1-5 mod Arsenal i Champions League. Dermed har klubben for første gang siden 2019 tabt tre gange på stribe.
– Som jeg sagde efter kampen mod Arsenal, så kan der være svære perioder, hvor vi taber kampe. Vi bliver nødt til at holde sammen og sørge for at holde at positivt mindset.
Sporting ligger trods den formsvage periode fortsat på førstepladsen i den portugisiske liga med 33 point. FC Porto er nærmeste forfølger med 30 point og en kamp i hånden.