Forlængelse lækket? Salah ønskes tillykke
Sagaen om Mohamed Salahs fremtid kan formentlig snart være slut.
Har Mohamed Salah sat en signatur på en ny kontrakt med Liverpool?
Det kunne det godt tyde på, hvis man tager en tidligere egyptisk landsholdsspillers udtalelser for gode vare.
Haytham Farouk, der mellem 1993 og 1999 spillede 13 landskampe for det egyptiske landshold, har på det sociale medie X lykønsket landsmanden Mohamed Salah med en ny kontrakt med den engelske storklub.
– Tillykke med forlængelsen af din kontrakt. Den egyptiske konge regerer med sine egne bestemmelser, skriver Haytham Farouk på X, hvor han har vedhæftet et ældre billede side om side med Liverpool-profilen.
Hverken Liverpool eller Mohamed Salah har fortsat meldt ud, hvorvidt en kontraktforlængelse er officiel. Den egyptiske stjerne har tidligere sået tvivl omkring sin situation.
Mohamed Salah har trods kontraktspekulationerne været særdeles velspillende for Liverpool i Premier League og indtager topscorerlistens førsteplads med 13 scoringer.