Bjørnebye om rokade: Vi står med et meget stærkt setup
I Aarhus er der glæde over at kunne udvikle spillere så vel som trænere til superligaholdet.
AGF præsenterede fredag eftermiddag en større rokade i klubbens sportslige setup.
Rokaden betyder blandt andet, at den bare 29-årige Jonas Wendelbo indtræder i superligaklubbens analyseafdeling.
Og det glæder klubbens sportschef, at østjyden Wendelbo nu træder ind på holdet bag superligaholdet på fuld tid.
– Vi står nu med et meget stærkt hold omkring superligaholdet, og det er en glæde, at vi også kan udvikle unge trænere til at bidrage omkring Superligaen, som Jonas nu skal gøre.
– På samme måde som vi skal udvikle spillere, er det også vigtigt for os, at vi kan uddanne unge trænere – gerne fra Aarhus. Og Jonas har med sin passion og sin viden, allerede vist sig som en kapacitet på analysedelen. Så vi er helt trygge ved, at han nu træder ind på fuld tid, lyder det fra Stig Inge Bjørnebye.
Store ændringer i AGF’s sportslige sektor efter salgRokaden i AGF kommer som et resultat af klubbens salg af chefanalytiker Marcus Tjärnberg til norske Rosenborg.
Også den 37-årige svensker får flotte ord med på vejen fra sin nu tidligere chef.
- Samtidig siger vi tak for nu til Marcus og ønsker ham held og lykke i Norge. Han har bidraget til en øget professionalisering, modernisering og styrkelse af vores analysearbejde. Han er med sin personlighed og faglighed blevet en meget integreret del af AGF, og vi ønsker Rosenborg tillykke med en dygtig mand på posten, lyder det fra Stig Inge Bjørnebye.
Tjärnberg skifter først officielt til Rosenborg efter nytår.
Inden da har AGF-truppen to pokalkvartfinaler mod Brøndby, inden klubbens spillere og stab kan gå på vinter- og julepause fra den 16. december.