NordicBet Liga-klub fyrer cheftræneren
Kim Engstrøm er ikke længere cheftræner for Østerbro-klubben.
Kim Engstrøm er fortid i B.93.
Cheftræneren, der har stået i spidsen for klubben i to og et halvt år, er blevet afskediget per dags dato. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
– Kim har spillet en afgørende rolle i B.93’s succes de seneste år. At føre os op i NordicBet Ligaen og derefter sikre overlevelse i sidste sæson er imponerende præstationer, som vi er ham taknemmelige for, siger bestyrelsesformand og fungerende sportschef for B.93, Lars Lüthjohan.
Klubbens assistenttræner Kasper Lorentzen overtager rollen som cheftræner.
Kim Engstrøm udtaler selv, at han er ærgerlig over, at samarbejdet er slut, men han respekterer klubbens beslutning.
– Jeg ser med stolthed tilbage på de sidste to og et halvt år, hvor vi sammen har fået sat B.93 på fodboldlandkortet igen.
– Oprykningen til NordicBet Ligaen vil naturligvis stå som et højdepunkt, da det var en kæmpe præstation af alle omkring holdet, siger Kim Engstrøm til klubbens hjemmeside.
B.93 ligger i skrivende stund nummer 10 i NordicBet Ligaen med tre point ned til nedrykningsstregen.