3F Superligaen

Gør som han plejer: Falk glæder sig til at stå knivskarpt

Rasmus Falk kommer ikke mere i kamp for FCK i 2024, men han er klar, når københavnerne tager hul på 2025.

Rasmus Falk reagerer efter scoring for FCK i Conference League.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efteråret er bestemt ikke gået, som Rasmus Falk havde håbet.

Ikke siden august har fynboen været i aktion, og efter et tilbagefald i sidste uge står det klart, at han heller ikke kommer mere i aktion på denne side af nytår.

Allerede nu er Rasmus Falk derfor begyndt at se frem mod forårssæsonen, og med sin historik in mente tør han godt love at stå skarpt.

– Det bliver fantastisk. Jeg glæder mig til at stå knivskarpt. Jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan for at stå endnu stærkere. Det har jeg gjort hver gang, jeg har været ude, så det har jeg tænkt mig at gøre igen, siger Falk til Viaplay.

Falk var egentlig på vej tilbage fra sin knæskade, og i hjemmekampen mod Lyngby den 24. november var han faktisk med på bænken uden dog at komme i spil.

Bare dagen efter gik det dog galt til træning.

Intet comeback: Rasmus Falk udgår fra træning med skade

– Det var lidt det, som jeg har kæmpet med med mit ledbånd i knæet, og der kom en lille ny skade, hvor det brød op, så det er der, jeg står, forklarer Falk, der nu forventer, at den står på nogenlunde samme pause.

– Det er nok lidt samme periode, så i bund grund er jeg en del af det igen, når vi starter op efter jul. Så kan det være, at jeg skal træne lidt individuelt i starten, men forhåbentlig får jeg det meste af pre-season med holdet, lyder det fra FCK’s nummer 33.

F.C. København har fire kampe tilbage inden nytår, og efter en lang jule- og vinterpause sparker københavner gang i forårssæsonen med en udekamp i Randers den 16. februar.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P