Chelsea-boss nyder succesen: Skruer ned for støjen
Der er ikke længere så meget larm omkring Chelsea, som der har været tidligere.
I Chelsea går det godt.
Den kongeblå London-klub befinder sig langt om længe i en god periode.
Det har ikke været tilfældet i de seneste år, hvor ejerskifte, flere udskiftninger på trænerposten og et hav af spillertransfers ikke har medført øjeblikkelig succes.
Senest blev det onsdag aften til en 1-5-sejr ude mod Southampton, og Chelsea indtager aktuelt andenpladsen i Premier League.
Med andre ord lever klubben altså langt om længe op til noget, der minder om omverdenens forventninger.
Og det kan mærkes i klubben.
– Vi har hele tiden været fokuserede på præstationerne. Men jeg tror, at resultaterne helt sikkert hjælper en masse – de er med til at skrue ned for støjen omkring klubben.
– Det er en rar fornemmelse, især når man kan se fansene være glade, for der er sket mange ting de seneste to år. Deres fornemmelse er god lige nu, og det er den også for os, siger Enzo Maresca ifølge BBC.
Enzo Maresca blev hentet til Chelsea fra Leicester i sommer.
Siden er det blevet til 22 kampe i spidsen for storklubben for den 44-årige italiener.
Det har kastet et pointgennemsnit på 2,09 af sig.