Glad Nistelrooy: Vores kampånd fik os igennem
Ruud van Nistelrooy fik en sejr i sin debut som Leicester-manager.
Tirsdag aften endte med fest og glade dage for Ruud van Nistelrooy.
Efter at være blevet udpeget som Leicester-manager få dage forinden, lykkedes det ham og holdet at besejre West Ham med 3-1.
Sejren kommer i kølvandet på en periode, hvor Leicester har befundet sig i en dyb resultatmæssig krise.
Derfor var det også en glad Ruud van Nistelrooy, der satte ord på kampen efter slutfløjt.
Samtidig var hollænderen dog også helt og aldeles opmærksom på, at sejren måske ikke var helt så overbevisende, som det ellers ser ud til på papiret:
– I sidste ende kigger man på resultatet og de tre point, og med den position, som vi befinder os i, er det afgørende.
– Sådan som de øvrige kampe ser ud i denne runde vidste vi, at det her var en stor skalp for os. Resultatet er det, der betyder noget, men jeg har også set kampen – og West Ham var dominerende.
– Jeg tror, at vores kampånd var det, der fik os gennem kampen, og så var vi effektive foran mål. Det var en stor aften, siger han til BBC.
Ruud van Nisteolrooy havde alle tre Leicester-danskere med fra start i tirsdagens sejr.
Således stod Mads Hermansen en flot kamp i målet, mens både Jannik Vestergaard og Victor Kristiansen var med til at stå imod presset fra West Ham.
Med sejren og de tre point indtager Leicester nu 15. pladsen i Premier League, fire point over nedrykningsstregen.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen