Efter ydmygelse mod miniput: Vi slog 50.000 indlæg
Manolo Gonzalez mener ikke, at tirsdagens ydmygelse handler om en forkert attitude, men derimod præcision.
Det kører alt andet end som smurt i Espanyol i denne sæson.
Aktuelt befinder man sig på den forkerte side af nedrykningsstregen i LaLiga.
Samtidig led man tirsdag aften et ydmygende nederlag, da man som det første mandskab fra den bedste spanske række blev ekspederet ud af Copa del Rey.
Det var Barbastro, der aktuelt ligger under nedrykningsstregen i den fjerdebedste spanske række, som med en 2-0-sejr blev Espanyols pokal-bøddel.
Men selvom klasseforskellen – i hvert fald på papiret – er til at tage og føle på, så mener Espanyol-cheftræner Manolo Gonzalez ikke, at nederlaget skyldes en forkert indstilling til kampen:
– Vi begyndte godt i første halvleg. I dag (tirsdag, red.) var ikke et spørgsmål om attitude. Det er et spørgsmål om præcision.
– Når man slår 50.000 indlæg, så bliver man nødt til at angribe de indlæg. Vi havde få skud, men vi havde nogle helt klare chancer.
– Vi havde alt for mange angrebssituationer uden at det blev farligt. Vi bliver nødt til at være kritiske overfor os selv, siger han på det efterfølgende pressemøde.
Kigger man på statistikkerne fra kampen, er Espanyol-cheftræneren nok ikke helt forkert på den i sine betragtninger.
I hvert fald nåede man frem til 25 afslutninger – uden mål – mod Barbastros fire afslutninger, som altså kastede to scoringer af sig.
Samtidig havde man bolden 74 procent af tiden, men det var altså ikke nok.