Kolding-profil glæder sig: De største kampe i min karriere
Kolding IF’s Mike Vestergård ser frem til de kommende pokalkampe mod F.C. København – ligesom resten af holdet gør det.
Når man ligesom Mike Vestergård har tilbragt næsten fem år i Kolding IF, så er der snart en oplevelse lidt ud over det sædvanlige i vente.
Således blev han og holdkammeraterne parret med F.C. København, da der blev trukket lod til kvartfinalerne i Oddset Pokalen.
Med andre ord skal den 27-årige midtbanespiller snart betræde græstæppet i den danske nationalarena.
Selv er han da også den første til at indrømme, at det bliver en speciel oplevelse for ham:
– Det er uden tvivl de største kampe i min karriere. Det bliver fedt at spille i Parken og en oplevelse, som jeg ikke havde regnet med at få, siger han til Campo.
Han fortæller videre, at der er en gruppe spillere i Kolding-truppen, som blev en anelse mere begejstret for lodtrækningen end andre:
– Særligt de sjællandske spillere var helt oppe at ringe, da FCK kom op ad bowlen.
Mike Vestergaard har tidligere været oppe mod klubber fra Superligaen i Pokalen, men en modstander af FCK’s størrelse og kaliber er alligevel noget andet.
– Jeg er bosat i Aarhus, men jeg kan fornemme, at kampen har massiv interesse i Kolding. Jeg var ude med julegaver sammen med en række sponsorer i dag (tirsdag, red.), og der fyldte kampene mod FCK selvfølgelig en hel del.
Kolding IF endte i seneste sæson på en flot tredjeplads i NordicBet Ligaen.
I denne sæson har klubben dog ikke haft samme held med at få fodfæste i landets næstbedste række, hvor man overvintrer på syvendepladsen.
Alligevel tror man på, at man kan drille FCK.
– Jeg tror helt sikkert på, at vi har en chance, hvis vi er tro mod vores koncept. Det gælder i første omgang om at få et godt udgangspunkt på lørdag, så vi kan tage i Parken med troen på, at vi kan slå dem ud.
– Vi har en dygtig analytiker, der har sat os godt ind i F.C. Københavns styrker og svagheder. De har været lidt svære at blive kloge på, fordi de har været svingende i deres spillemæssige præstationer, men de har en klassetræner og nogle klassespillere, så lige meget hvem de kommer med, så forventer jeg meget svær modstand, siger Mike Vestergård.
Første opgør mellem Kolding IF og F.C. København fløjtes i gang i Kolding lørdag den 7. december klokken 14.00.
Efterfølgende venter en pause på otte dage, inden de ramler sammen i Parken i returopgøret.
Kolding IF kunne allerede den 20. november melde udsolgt på Autocentralen Park.