
Målrig test – AGF varmede op til Brøndby IF mod BIF
AGF og Brabrand IF brugte mandag eftermiddag på en træningskamp, der endte med et målrigt udfald.

Selvom AGF søndag spillede årets sidste kamp i 3F Superligaen, så er der fortsat fuld knald på De Hvi’e.
Således tog de mandag eftermiddag i en testkamp imod Brabrand IF, der ligesom AGF skal ud i to kvartfinaler i Oddset Pokalen, inden den står på juleferie.
Mandagens testkamp blev en målrig 2-2 affære, hvor Richmond Gyamfi og Jacob Andersen tegnede sig for AGF’s scoringer.
Her stod Richmond Gyamfi bag et mindeværdigt mål, da han afdriblede adskillige Brabrand-spillere, inden han chippede bolden over en chanceløs målmand.
AGF skal nu næste gang i aktion på søndag, hvor Ceres Park tages i brug for allersidste gang i sin nuværende forfatning.
Her spiller man den første af to kvartfinaler mod Brøndby IF, inden returopgøret ugen efter.

Samme dag tager Brabrand IF hjemme på Domis Park – bedre kendt som Brabrand Stadion – imod Viborg FF, mens returopgøret spilles hos de grønblusede fredag 13. december.