
På to kampe har Amorim overgået Ten Hag i PL
Ruben Amorim har på to Premier League-kampe opnået det, Erik ten Hag ikke formåede i 85 kampe.

Ruben Amorim har fået en ganske udemærket start på tilværelsen i Manchester United.
Den 39-årige portugiser lagde ud med en mindre imponerende uafgjort mod Ipswich i sin allerførste kamp i spidsen for De Røde Djævle, men efterfølgende er det gået bedre.
En Europa League-sejr over Bodø/Glimt torsdag blev søndag fulgt op med en 4-0-sejr over Everton i Amorims Premier League-debut hjemme på Old Trafford.
I netop kampen søndag mod Everton præsterede Ruben Amorim noget, som hans forgænger, hollandske Erik ten Hag, ikke formåede i 85 kampe, og noget Manchester Uniteds spillere ikke har prøvet siden den 14. august 2021.
Det lykkedes nemlig aldrig Erik ten Hag at vinde en Premier League-kamp med fire mål eller mere, selvom han altså fik i alt 85 forsøg til det.

Syv gange prøvede Ten Hag at gå fra en Premier League-kamp med en tremålssejr, senest i 0-3-sejren over Southampton midt i september, men selvom han havde jobbet i Manchester United i to år og næsten fire måneder lykkedes det ham altså aldrig at vinde med fire mål.
Marcus Rashford og Joshua Zirkzees sørgede med begge to scoringer for Uniteds sejr søndag.