Op mod 100 fodboldfans mast til døde i Guinea
En fodboldfest i Guinea har fået fatale konsekvenser.
En voldsom tragedie har ramt Guinea.
Efter en kamp i landets næststørste by, N’zérékoré, til ære for Guineas præsident, Mamadi Doumboya, har adskillige mennesker mistet livet.
Det bekræfter nationens statsminister, Bah Oury, ifølge BBC.
En læge, som nyhedsbureauet AFP har talt med, oplyser, at op mod 100 mennesker er afgået ved døden – flere er blevet trampet ihjel.
Derudover fortæller lægen, der ønsker at være anonym, at der ligger lig over det hele samt at lighuset er fyldt op.
Et vidne fortæller AFP ifølge BBC, hvordan det gik til:
– Det hele startede med en kontroversiel beslutning fra dommeren, hvorefter fans invaderede banen.
Endnu er et endeligt dødstal ikke blevet fastlagt.
På sociale medier florerer flere kaotiske klip fra hændelsen, hvor flere tilskuere kan ses klatre over mure for at komme væk fra de voldsomme optøjer.
De voldsomme scener fandt sted under søndagens opvisningskamp mellem Labe og N’Zerekore.
Kampen var en del af en turnering til ære for Guineas præsident, Mamadi Doumboya, der overtog magten i landet under et kup i 2021.