Officielt: AaB skriver kontrakt med talentfuld ghaneser
AaB har lavet en aftale med med den 17-årige ghaneser Gabriel Quartey.
Fra gæstespiller til kontrakt på superligamandskabet.
Sådan lyder fortællingen om Gabriel Quartey, som netop har lavet en fireårig aftale med AaB.
Ghaneseren fik en enkel halvleg i en træningskamp mod Vendsyssel, og den præstation gik ikke ubemærket hen.
– Gabriel Quartey har vist sig godt frem i træningerne med både Superligatruppen og U/19 Ligaholdet, og vi kan se nogle spidskompetencer, som han forhåbentlig kan videreudvikle og udfolde i de kommende år i AaB, udtaler AaB’s sportsdirektør James Gow.
Men hvad er det for nogen spidskompetencer, som ghaneseren kommer med?
– Som spiller er Gabriel hurtig og mobil, og han er dygtig en mod en og kan afslutte med begge ben, siger James Gow.
– Samtidig er han en aggressiv presspiller, og så kender han allerede til den europæiske kultur efter et ophold i England, hvor han blandt andet har tilegnet sig fine sprogfærdigheder, fortæller James Gow.
Kontrakten gælder fra 15. januar 2025, når Gabriel Quartey fylder 18 år.
Gabriel Quartey fik oprindeligt sin fodboldopdragelse på Givova Sporting Academy i Ghana. Klubben skriver, at han i første omgang vil være tilknyttet U/19 Ligatruppen.