– Når det føles umuligt, skal vi tænke på denne dag
Jacob Neestrup beskriver mandagens sejr som en milepæl i F.C. København.
F.C. København var på hælene, da FC Nordsjælland kørte hjemmeholdet rundt i første halvleg i Parken.
Men ‘Løverne’ vendte kampen på hovedet, og endte med at løbe med en 3-1 sejr.
Efter kampen var FCK-træneren, Jacob Neestrup, ikke bleg for at beskrive betydningen af sejren med enormt store ord.
Det gjorde han, da han blev interviewet af TV2, der spurgte ind til, hvad FCK kan bruge sejren til fremadrettet.
– Jeg tager med ud af denne kamp, at jeg har sagt til dem (FCK-holdet, red.), at næste gang denne her kamp kommer, og vi sidder i et omklædningsrum et eller andet sted, og det hele føles umuligt.
– Så er det at tænke på den 2. december 2024, for så er der altså en vej ud. Vi skal ikke bruge denne kamp for æstetik, men vi kan bruge den til moral og fight.
– For mig er det den største sejr i 2024 som FCK-træner. At et så nyt FCK-hold kan finde de kræfter med alt det, de har været igennem. Det imponerer mig, sagde Neestrup alt sammen til TV2.
Og sejren kan beskrives som en milepæl på flere måder.
Det var nemlig efterårs-sæsonens sidste kamp i Superligaen, og med sejren stryger FCK til tops i denne.
Dermed kan Neestrup og kompagni glæde sig ved synet af tabellen de næste måneder.