
Chelsea-manager storroser: Disse spillere sælger billetter
Enzo Maresca skamroser to af London-klubbens offensivspillere, som i hans optik har noget, de andre ikke har.

Chelsea har gang i en fremragende sæsonindledning i Premier League, hvor man 13 runder henne deler andenpladsen med Arsenal ni point efter det suveræne førerhold fra Liverpool.
Særligt i offensiven har The Blues fra London funklet med Enzo Marescas nye idéer, efter den italienske manager gjorde sit indtog i klubben i sommer.
Og selvom han står på sidelinjen kamp efter kamp, så ved han godt, hvem han ville betale for at se i aktion på stadion:
– Cole Palmer og Joao Felix er de to spillere som folk køber billetter for at se.
– Det betyder ikke, at de andre ikke er gode, men de skiller sig ud fra mængden. Det er helt tydeligt, lyder det således fra Chelsea-manageren.

Chelsea skal næste gang i aktion allerede på onsdag 3. december, når man på udebane tørner sammen med Southampton i Premier League.
Alt imens tager Arsenal hjemme imod Manchester United, mens Liverpool skal en tur til St James’ Park og Newcastle selvsamme aften.