Grønbæk på Årets hold trods sommerskifte: Vildt pointsnit
Roserne er stort set uendelige fra eksperterne på norsk TV 2.
Bodø/ Glimt kan søndag sikre sig klubbens fjerde mesterskab på fem år.
Det kræver enten en sejr over allerede nedrykkede Lillestrøm eller et pointtab til forfølgerne fra Brann.
Allerede inden mesterskabets afgørelse har norsk TV 2 sat sit Årets Hold i Eliteserien, og her figurerer danske Albert Grønbæk.
Det er til trods for, at Grønbæk kun spillede sæsonens første 14 kampe for Bodø/Glimt, inden han skiftede til franske Rennes.
Det er dog ganske tydeligt, at aarhusianeren Grønbæk har sat et aftryk, de ikke glemmer lige foreløbigt i Norge.
– Eliteseriens bedste spiller blev også Eliteseriens dyreste spiller nogensinde, da han blev solgt til franske Rennes i sommer, men før det formåede han at levere otte mål i 15 kampe (reelt kun 14 kampe, red.).
– Han har til tider hærget for Danmark i Nations League og er en af de bedste spillere, vi har haft på øverste niveau i Norge.
– Glimt havde et pointgennemsnit på 2,33 med Grønbæk og 1,71 uden, og med danskeren på holdet hele sæsonen tror vi, guldkampen havde været afgjort for længe siden, lyder det fra TV 2 Norges to eksperter Yaw Amankwah og Jesper Mathisen.
TV 2-ekspertnes Årets Hold i Eliteserien:
Målmand:
Nikita Haikin (Bodø/Glimt)
Forsvar:
Adrian Pereira (Rosenborg)
Thomas Nemcik (Rosenborg)
Fredrik Bjørkan (Bodø/Glimt)
Midtbane:
Felix Horn Myhre (Brann)
Albert Grøndbæk (Bodø/Glimt)
Magnus Wolff Eikrem (Molde)
Patrick Berg (Bodø/Glimt)
Angreb:
Zlatko Tripic (Viking)
Ola Brynhildsen (Molde)
Niklas Castro (Brann)