Fiorentina melder ud: Bove indlagt på intensiv afdeling
Edoardo Bove kollapsede under opgøret mellem Fiorentina og Inter.
Der gik chokbølger gennem fodboldeuropa, da Edoardo Bove faldt i græsset og kollapsede efter 18 minutter i kampen mellem Fiorentina og Inter.
Kampen blev med det samme suspenderet, og den 22-årige italiener blev akut kørt på hospitalet.
Nu har klubben meddelt på Instagram om Boves tilstand.
– ACF Fiorentina og Careggi Universitetshospital har bekræftet, at Edoardo Bove, der kollapsede under Fiorentina mod Inter Milan, i øjeblikket er i intensiv afdeling under sedation. Efter hændelsen blev Bove hurtigt behandlet på banen og transporteret til akutmodtagelsen.
– De første neurologiske test har udelukket alvorlig skade på hans centrale nervesystem eller hjerte-lungesystem. Bove vil blive revurderet inden for de næste 24 timer for at følge op på hans tilstand, skriver klubben på Instagram.
Kampen er udsat til en senere dato, har samme klub skrevet på X.